Sundbylille Vandværk er et lille vandværk i landsbyen Sundbylille, som er beliggende i Frederikssund kommune. Vandværket har ca. 60 tilsluttede forbrugere. Vandværket er en andelsforening, og medlemmerne af foreningen vælges til bestyrelsen. Bestyrelsesarbejdet udføres på frivillig basis.
Der afholdes en årlig generalforsamling. Du kan finde detaljer om frister og regler for arbejdet i vedtægterne.
Foreningens arbejde er at levere rent og tilstrækkeligt vand til lavest mulige pris til ejendomme indenfor vores forsyningsområde. Derudover skal prisen på vand dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og udvidelser. Foreningens arbejde er også at varetage alle medlemmernes fælles interesser i alle vandforsynings- og deraf afledte spørgsmål.
Vores vandområde
Vandværket har to indvindingsboringer. Boring 192.817 ligger på vandværkets grund, mens boring 192.1048 ligger ca. 30 meter nord for Sundbylille. Indvindingslandet udgør cirka 2,2 km2 og omfatter primært områder med landbrugsdrift. Arealanvendelsen kan skønsmæssigt opgøres til: Landbrug 85%, natur- og vådområder 10% samt byområder og andet 5%.
Boring 192.817 henter sit vand (er filtersat) i et tyndt lang af ler/grus, som ligger umiddelbart over kalken. Boring 192.1048 henter sit vand i kalklaget. Sidstnævnte boring er i øvrigt en erstatningsboring for en tidligere defekt boring, som hentede sand op med råvandet.
Grundvandsmagasinet i området er primært beliggende i kalken og stedvise dybtliggende sandlag i kontakt med kalken. Lokalt forekommer enkelte højtliggende mindre grundvandsmagasiner i højtliggende sandlag, men disse er ikke i hydraulisk kontakt med det primære grundvandsmagasin.
Det primære grundvandsmagasin ligger i forskellige højder. Ved boringerne ligger det ca. 9 meter over havets overflade (kvote +9). I den østlige del af indvindingsoplandet ved Jørlunde overdrev ligger det ca. 21 meter over havets overflade (kvote +21).
Lertykkelsen over det primære grundvandsmagasin varierer meget <5-30 meter. Det betyder at der er flere sårbare grundvandsområder, hvor der f.eks. ikke må sprøjtes idet der ikke er meget beskyttelse imod nedsivning af f.eks. nitrat. (Kilde: “Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse – Slangerup indsatsområde”; Frederiksborg Amt (Oktober 2006).